Go to Top
  • Ingen produkter i kurven.

Safari i Sydafrika

Sydafrika har mange fantastiske safariområder, der i dyremængde, variation og den samlede oplevelse, er værd at krydre en rejse rundt i landet med.

Vi anbefaler ikke Sydafrika som et egentligt safariland. Hvis man søger en safarirejse, så bør man i stedet overveje at tage til Botswana, Kenya eller Tanzania. Der skal være andre grunde til, at man vælger Sydafrikas andre safariområder. F.eks. findes der flere gode malariafri områder, hvilket kan være aktuelt hvis man rejser med børn, og gerne vil give dem safarioplevelsen, men ikke malaria-tabletterne. Eller hvis man for eksempel tager en 14 dages rejse i Western Cape, så er der safariområder nær Port Elizabeth på Garden Route – fortrinlige safariområder at tilbringe nogle dage i.

I Krugerparken, som er bestyret af en vildtforvaltning i offentligt regi, er hovedvejene asfalteret og bivejene er grus. Det er ikke tilladt at køre væk fra disse veje, uanset om man kører i firehjulstrækker eller ej. Alle, der har en bil, har mulighed for at opleve Krugerparken. Parken åbner ved solopgang og lukker ved solnedgang. Fra overnatningsstedet i Mpumalanga, f.eks. Chestnut Country Lodge, kan man tage på dagstur i Krugerparken. Det er også muligt at tage på guidede safariture, både i minibusser eller i åbne Land Cruisers. Vi arrangerer gerne disse udflugter, men for de fleste er Krugerparken en skuffelse – specielt hvis man har været på safari andre steder.

Overnatning i Krugerparken kan også lade sig gøre. Her ligger en række såkaldte “restcamps”, der dels har campingplads og dels hytter, som man kan bo i. Nogle har restaurant og købmand. Disse restcamps er en glimrende idé, hvis man er på kør-selv-ferie. Det meget spændende ved denne oplevelse er, at man er sin egen safariguide. Vi anbefaler dog at man forinden har haft nogle dage på safarilodge i de private safariområder, idet dyreoplevelsen ikke er garanteret i Krugerparken – specielt ikke hvis man er sin egen safariguide og ikke har prøvet det før. Uanset hvad man ser, og hvor meget man ser er det dog spændende. Vi arrangerer guidede ture med overnatning i Krugerparken, men skal være opmærksom på at selvom det umiddelbart er billigt at bo i Krugerparkens restcamps, så nærmer den samlede pris inklusive guide, restaurationsmåltider og entréer, sig den samme pris som en af vore private safarilodges. Da dyreoplevelsen i Krugerparken er langt fra lige så sikker som i de private områder, så skal man nøje overveje det – selv om det lyder fristende at bo i selve Krugerparken.

De private safarilodges, som vi benytter, er alle små og hyggelige og ligger i gode dyreområder. En typisk safaridag foregår ved, at man bliver vækket mens det stadig er mørkt. Der serveres kaffe og te omkring gløderne fra gårsdagen bål, og rangeren (safariguide) orienterer om, hvilke dyr han vil prøve at opsøge. Køreturene foregår i åbne terrængående køretøjer. I samråd med sporfinderen, der sidder på et monteret sæde foran køleren, og holder øje med alle spor og alt hvad der rør sig, finder guiden frem til vildtet. Turen er normalt 3-4 timers varighed, og man returnerer til lodgen og spiser morgenmad. Der er ofte mulighed for at tage på vandresafari om formiddagen. Formålet er at bruge lidt mere tid på insekter, flora, dyrespor og lignende. Efter frokost er der et par timers afslap-ning inden næste safaritur. Denne safaritur starter med et par timers kørsel i dagslys. Ved solnedgang standser man normalt og nyder et par medbragte kølige drinks og lidt snacks. Så klargøres natprojektørerne og de mere sjældne og sky dyr opsøges. Det kan være leopard, hulepindsvin, genetkat, galago og lignende. Normalt er man tilbage på lodgen mellem kl. 19 og 21 – alt afhængig af, hvad man oplever undervejs, og hvor langt man er kommet omkring, og i øvrigt hvad tid det er blevet mørkt.

Viser alle 11 resultater